Niels Ebbesen visen | ||
ham fulgte så faver en skare:
fire bannere og firsindstyve,
hvo turde imod ham fare!
og did lod han sig råde;
og det var ham for lange spå ´t,
han skulle sit liv der tabe.
end ville han det friste;
Riddere og svende, bønder og bomænd
dem ville han hjemme gæste.
at han skulle til ham ride;
han sagde ham fred og felighed
og nu ad den samme sinde.
ude ved Randers strande:
"Vær velkommen, hr. Niels Ebbesen,
og hvor går dig til hande?
|
Rentzel omkring 1580
Dikten har många osannolika motsägelser. Om dom kan man läsa här t.ex. Sann eller ej? Läs från s. 438. Sanningen kommer i boken! |
og var du snimen hjemme?
Hvor så lider de nørrejyder
Og så dine rige frænder?"
og gode finde min!
Hvor står huen i Nørrejylland,
Og hvor lider frænder dine?"
både frænder og venner;
de skulle eders nåde tilrede være,
om I vil det af dem have."
og dertil er du from:
hvor du kan ikke over komme,
der rider du langt derom.
vil du mit ærinde ride?
Mange svende har du med dig,
Der du må vel på lide."
|
sådan som de ere;
hvad heller de er flere eller færre,
end har jeg dem fuld kære."
da er det vel til måde;
i går red du i hr. Bugges gård
med hundred mand i plade."
han var så brat at svare:
"Er her enten riddere eller svende,
der har mig den løgn på sagt?
på mig det sige vil;
jeg vil ret aldrig flytte en fod,
før jeg vil svare dertil."
vi ville der ikke mer om tale;
du rid til hr. Bugge,
om han vil venskab have!"
|
til hr. Bugge ride,
da giver I mig tilkende,
hvad jeg skal hannem sige."
og så hin unge Poul Glob,
hr. Anders Frost er og en af dem,
og er fremmest i det råd.
de vil mig nu forsmå;
I lide fast på hr. Bugges råd,
I ser, hvor det vil gå."
hvad som han vil gøre;
Anders Frost har været eders tjener så tro,
Aldrig skal i andet spørge.
aldrig skulle I andet spørge;
ville han orlov af eder tage,
hvi måtte han det ikke gøre?
|
har været af gamle dage:
når en svend ikke længer tjene vil,
da må han orlov have."
han lyster det ikke at høre:
"Der må ingen svend fra sin herre ride,
den stund han lyster ham at føre."
uden munken og hans kappe:
Hovmand rider, og hovmand kommer,
Hvor han kan tjene tjene til takke."
og du snakker alt for længe:
Du skal enten Danmark rømme,
Eller jeg skal lade dig hænge."
fra hustru og børn så små:
usen skal I sige deraf,
at I mig nogen tid så."
|
jeg vil dig ikke høre;
eller jeg bryder mine brynjer på dig,
som jeg tør fuld vel gøre."
jeg turde ej fuld vel skælve;
Greve hr. Gert, I ser vel til,
Og mandeligen vogter eder selve!"
så har du og gjort tiere;
du skal felig for mig være,
til sol går til hvile."
slår op med hviden hand:
"I lader eder mindes det,
han hug sin hest med spore;
efter stod greven med alle sine mænd,
ingen efter ham turde.
|
og han kom ridende i sin egen gård;
ude stod hans kære hustru,
han spurgte hende om gode råd.
du skal mig gode råd kende:
Greven han har mig undsagt,
han siger han vil lade mig hænge.
det tredje var ikke godt:
det jeg skulle af Danmark rømme
fra alt det gods vi år."
Jeg er en fattig kvinde:
De værste råd de bliver eder bedst,
Om I kunne på dem finde.
om I kunne på dem finde:
enten greven ihjel at slå
eller ham inde at brænde.
|
så inderlig vel beslå;
alle hagerne vende frem,
det giver jeg eder for råd.
på sporet de eder ikke kende;
I lader det ingen mand vide,
Det råd gav eder en kvinde."
I gør eder fuld glade!
Først denne nat forgangen er,
Da fanger vi dagen i stad.
så får vi tidende ny;
så vil jeg på mine svende se,
hvilken fra sin herre vil fly.
de svared deres herre så fri:
"Vi vil med eder ride,
vove både gods og liv."
|
der bunde de deres heste;
så ginge de i Randers ind,
grev Gert ham ville de gæste.
han kom til Randers bro:
"Hvilken mig ikke tjene vil,
og han tage orlov nu."
ham troede han allerbedst:
"Min herre, I giver mig orlov,
og dertil sadel og hest."
og dertil sadel og hest;
den samme dag, førend aften kom,
han tjente ham allerbedst.
han klapper på døren med skind:
"I står op, unge grev Gert,
I lader mig til eder ind
|
I lader mig til eder ind!
Jeg er hertug Henriks bud,
Han har mig til eder sendt."
du lad dig ikke forlænge;
du mød mig i morgen i Brødrekloster
imellem messe og ottesang."
I dvæler ikke forlænge!
Ribe er bestoldet,
Kolding det er brændt.
og Kolding det er brændt;
det vil jeg for sandingen sige,
Niels Ebbesen han er hængt."
da er det tidende godt;
hest og klæder udi min gård,
den stund vi leve både."
|
han så de blanke spjude:
"Så ussel jeg til Danmark kom,
Niels Ebbesen holder herude."
de nagler ginge alle i stykker:
"Er du herinde, grev Gert,
vi vil dig en skål tildrikke."
vi vil os bedre forlige:
sende vi bud efter hertug Henrik
og hr. Klaus Krummedige!"
alt ude ved Randers strand;
du sagde, du skulle enten lade mig hænge,
eller jeg skulle rømme af land."
for han var ikke hvid:
"Lægge vi neder den lange tale,
vi lader de sværde bide."
|
at give så rig en fange;
I spare nu ikke de skarpe sværd,
I lader dem fast gange!"
alt udi sin gule lok;
så hugged de ham hovedet fra
alt over den sengestok.
og da slog de på deres trommer;
det var Niels Ebbesen,
af byen ville han gange.
han ville af byen fly;
efter går hr. Ove Hals,
han ville ham det forbyde.
lad du mig nu gå!
Du ved du er min svoger,
du måtte mig intet skade."
|
jeg skulle din svoger være;
nu har du slaget min herre ihjel,
jeg må det ikke gøre."
han ville ham intet;
hr. Ove Hals med tyske flere
de måtte lade deres liv.
og hanen gaker på hjalde;
hr. Ove Hals blev halv mere vild,
på de holster monne han kalde.
på de holster monne han kalde;
greven blev om dagen slagen,
og ikke om natten med alle.
han kom til randers bro;
der stod liden Svend Trøst,
som førre orlov tog.
|
de løbe efter ham så fast;
efter går liden Svend Trøst,
broen han efter ham kaste.
til Noringsris monne han ride;
det vil jeg for sandingen sige:
han havde både angst og kvide.
hun havde ikke uden to leve;
den ene gav hun Niels Ebbesen,
for han slog den kullede greve.
me ´n du i livet var,
så mangen tysk i Danmark
den samme vej skal gå.
DgF 156 A
|
[Hans Svanning omkr. 1580]
[……] 16: Tyve må I i galgen ophænge
både for ugle og ørn,
men jeg vil alt udi Danmark bo,
alt hos min hustru og børn.
[...]
DgF 156 E
[Anna Munk omkr. 1590] [……] 51: Tak have alle de dane-svende! De tjente deres herre med tro, såå red han til kæære hustru sin, han lever bååde glade og fro. 52: Det var aldrig såå fattig en kvinde, havde hun ikke uden en lev, hun gav den gerne Niels Ebbesen for han vog den kullede grev. DgF 156 D
|
[Anders
Søørensen Vedel, 1591]
[……] 82: Gud bevare din sjææl, Niels Ebbesen! du varst en dansker helt, såå gerne havde du dit fææderneland ved fremmede gææster skilt. 83: Krist signe og hver god dannesvend, som bååde med mund og håånd, uden skææmt og tant, med flid og tro, vil tjene sit fææderneland! DgF 156 F
|
[Langebek
omkr. 1600]
1: Greven for til Danmark det lod han sig rååde; det var ham for langen spåået han skulle sit liv der lade. 2: Ikke ville han det lade, han ville det bedre friste; ridder og svende, borger og bøønder, dem havde han agt at gææste. 3: Han havde dem alle under sig, ihvor som han drog frem; foruden Niels Ebbesen, han ville ikke gåå ham til håånd. [……] 61: Niels Ebbesen ud af landet drog, han slog den greve ihjel, såå glade var alle de danske, at det gik såå vel. DgF 156 B |
1: greven:
grev Gerhard af Holsten. Blev Nørrejyllands og Fyns panteherre, efter at
have besejret den danske konge, Christoffer, i 1332. Rykkede 1340 op i
Jylland for at sikre sine rettigheder mod et ulmende oprør i den jyske
adel og mod genskabte danske kongemagt.
bannere: hærafdelinger á 120 mand 2:did lod han sig råde: derhen begav han sig ad den samme sinde: ad den samme tid, med øjeblikkelig virkning 5: hvor går dig til hande: hvordan går det dig? 7: finde: måske fejl for "sinde" (vasal, ven, ledsager) hr. Bugge: Niels Bugge til Hald. Jyllands mægtigste adelsmand og hovedmand i det jyske oprør mod grev Gert og holstenerne. plade: harnisk 17: undsagt: opsagt tjenesteforholdet Poul Glob, Anders Frost: jyske herremænd, den sidste Niels Ebbesens slægtning fremmest: forrest
|
18: I lide fast på hr. Bugges råd: (truende) ~ stol blot påå……,så / hvis I stoler på (støtter)……så 21ff: modsætning i opfattelse af lensforholdet, mellem europæisk feudalisme og den ældre nordiske opfattelse af kun slægtens absolut bindende troskabsbånd. 25: usen skal I……: I skal kalde det en ulykkelig stund 26: bryder mine brynjer: ~ bryder mit lejde 27: aldrig I så mig……: jf. Peder Låles ordsprogsamling: han er ræd, der ej tør skælve. 28: du skal felig for mig være: du skal have frit lejde 29: heden: derfra 32: kende: lære 33: kåår: vilkåår åår: ejer 34: fattig: stakkels 36ff: de omvendte hestesko: et almindeligt sagnmotiv 38: dannissvende: brave svende i stad: straks, brat 39: tidende ny: nye tider 41: Fruerlund: ved Gudenååens sydbred 43: Trøøst: dristig, trofast 46: hertug Henrik: grev Gerts æældste søøn 47: forlæænge: opholde ottesang: morgengudstjeneste 48: bestoldet: belejret 50: bååde: begge |
51: spjude:
spyd
såå ussel……: såå ulykkeligt var det……. 53: Klaus Krummedige: grevens yngste søøn 55: sort: grov, råå 56: rig: mæægtig fast: hurtigt 59: Ove Hals: mååske Ove Hase, svigerfar til Niels Ebbesens broder, Knud 60: mååtte: burde 63: kææger: gååsens skrææppen. Ove Hals er i sit lensforhold til grev Gert en ynkelig skikkelse. hjalde: loft påå løøse stæænger halv mere vild: endnu mere opskrææmt 64: ikke……med alle: ikke påå nogen mååde 67: tren: tråådte Noringsris: hovgåård ved ÅÅrhus 68: leve: brøød 69: me ´n du i livet var: mens, såå læænge ~ gid du i live var
|